Er du på udkig efter en yderst behagelig lænestol, som samtidig har en fantastisk kvalitet samt årelang holdbarhed, er det måske en god idé at investere i en Bamsestol designet af Hans J. Wegner. Har du først fået en Bamsestol, tror jeg ikke, at du nogensinde vil sidde i en anden lænestol. Bedre magelighed findes næppe i en stol, som skal bruges til afslapning.
Hans J. Wegners Bamsestol er pt. en af de mest efterspurgte lænestole. Stolen har altid været temmelig dyr, men det er især de sidste 10 år, at Bamsestolen er kommet op i den eksklusive prisklasse. Der hører også en skammel til stolen, som giver et helt unikt udtryk til stolen.
Skamlen blev faktisk designet og fremstillet før Bamsestolen, og var faktisk ikke tiltænkt denne. Senere blev den dog en tro følgesvend til stolen, og er i dag meget eftertragtet af både ejere og ikke ejere af Bamsestolen.
Hvornår blev Bamsestolen tegnet
Hans J. Wegner tegnede Bamsestolen i 1951. Den var en friere, lettere og mere moderne udgave af tidligere øreklapstole, som både han selv og andre havde designet.
Det er en stol med plads til mange sædestillinger uden, at det går ud over mageligheden og siddekomforten. Den største betydning på dette punkt har de åbne armlæn, hvor man kan få benene mellem armlæn og sæde. Armlænene er samtidig så behageligt formet, at det er muligt at slappe af, mens man slænger sig over dem.
Bamsestolen fik sit navn af en journalist, som anmeldte denne. Han følte stolens armlæn som store komfortable bamsepoter, der omfavnede ham.
AP Møbler v/Anker Petersen, der producerede stolen, da den kom frem, syntes at det var et perfekt navn til stolen.
Produktion af Bamsestolen
Bamsestolen er ret dyr at producere. Stellet, der er utroligt stærkt og solidt, er skabt til at holde utallige år. Det yderste stykke af armlænet er upolstret og fremstår i træ. Bagbenene går igennem stolen og bliver til armlæn.
På den måde er man fri for at grise det stykke til, hvor man hviler hænderne på, eller tager fra med, når man rejser sig fra stolen. Træstykkerne eller bamsepoterne, som de kaldes, skjuler samtidig betrækket, hvor det bliver sat fast. Polstringen består af fjedre, blår og hestehår som uanset, hvordan du sidder eller bevæger dig i stolen, giver optimal støtte, lige som Hans J. Wegner ønskede det.
Produktionen af Bamsestolen blev genoptaget af PP Møbler ved virksomhedens 50 års jubilæum i 2003. Som flere af Wegners andre stole refererer Bamsestolen til dyreriget med den karakteristiske legende og organiske former. Bamsestolens design giver en unik behagelig siddeoplevelse, og materialerne bliver kun smukkere år for år.
Bare navnet på stolen får en til at tænke på hygge og kvalitet, en stol man får lyst til at slappe af i. Så er du på udkig efter en yderst eftertragtet og komfortabel lænestol af godt design og fantastisk kvalitet, så er Bamsestolen måske en ønskedrøm, som kan blive til virkelighed. Man kan jo muligvis være heldig at finde et godt eksemplar på en auktion.